Stofbrug og Covid-19

Corona-epidemien har særlig betydning for stofbrugere.

Der er ikke noget der tyder på, at stofbrug i sig selv øger risikoen for at blive smittet med Covid-19 eller at man bliver mere syg. Men har man et skrøbeligt helbred er risikoen større, og alle kan hjælpe til med at forebygge smitte og beskytte særligt udsatte.

På et illegalt marked er der ikke samme muligheder for at følge myndighedernes anbefalinger. Det er derfor særlig vigtigt at være opmærksom på at vaske hænder eller spritte af og rengøre stofpakker. Det samme gælder selvfølgelig, hvis man sælger stoffer.

Stofindtag sker ofte sammen med andre brugere, og sociale relationer er vigtige for os alle. Men det er vigtigt at undgå at dele udstyr. Det gælder altid, hvis man bruger sprøjter, kanyler og crackpiber, men under epidemien gælder det også joints og lightere.

Oplever du symptomer, bør du isolere dig og ringe til lægen. De typiske symptomer er:

  • Tør hoste

  • Ondt i halsen

  • Feber

  • Vejrtrækningsbesvær

  • Muskelsmerter

  • Tab af smag- og lugtesans

Hvis du bliver smittet, kan det påvirke, hvor meget stof du kan tåle at tage, da COVID-19 ligesom visse stoffer, kan påvirke vejrtrækningen. Du bør derfor være ekstra påpasselig med at bruge mere stof, end du plejer, under epidemien.

Derudover bør man selvfølgelig også følge myndighedernes almindelige anbefalinger: Hold afstand, vask jævnligt hænder eller spritte af, lad være med at give hånd, host og nys i ærmet osv. Du kan læse mere hos Sundhedsstyrelsen her:

Læs mere om COVID-19 og forebyggelse hos Sundhedsstyrelsen

I sundhedsvæsenet skal man være opmærksom på, at vigtigheden af abstinensbehandling som en forudsætning for effektiv behandling og smitteforebyggelse under COVID-19 er blevet indskærpet af regeringen allerede i marts:

“En effektiv abstinens- og misbrugsbehandling er samtidig en vigtig forudsætning for, at de mest udsatte borgere, der skal isolere sig, eller som bliver indlagt på grund af COVID-19, ikke som følge af stærk afhængighed eller abstinenser føler sig nødsaget til at gå ud for at skaffe stoffer inden endt behandling. En effektiv abstinens- og misbrugsbehandling har derfor også et forebyggende sigte ift. at undgå smittespredning, ligesom der kan være grundlag for, at borgere, der ikke allerede er i substitutionsbehandling, tilbydes behandling, så der ikke opstår akut behov for abstinensbehandling under fx indlæggelse.”

Sundhedsminister Magnus Heunicke og socialminister Astrid Krag i fælles skrivelse til kommunerne og regionerne d. 31. marts 2020

For at forebygge smitte er der indført krav om at bære mundbind mange steder. Men nogle personer er undtaget fra kravet - fx hvis man har vejrtrækningsbesvær. Du kan læse mere om mundbind og undtagelserne her. Vær desuden opmærksom på, at din kommune skal sørge for gratis mundbind til socialt udsatte borgere. Du kan kontakte din kommune eller Gadejuristen, hvis du har brug for at vide, hvor du kan hente gratis mundbind.

I videoen herunder viser Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, hvordan mundbind bruges korrekt.