information til stofbrugere

Har du stofrelaterede abstinenser, kan du søge behandling hos alle læger. Det kan fx være ved lægevagten, på en akutmodtagelse på hospitalet eller hos din egen læge. Det kan fx blive relevant, hvis du ikke har kunnet skaffe stof (nok), hvis du ikke har fået din substitutionsmedicin fra dit stofbehandlingssted eller hvis du har mistet den udleverede medicin.

Alle læger må behandle abstinenser, og er abstinenserne akutte, skal de behandles straks. Det står i autorisationslovens § 41. Loven blev præciseret i 2019 for at sikre, at stofbrugere med behov får abstinensbehandling. Du kan læse mere om lovgivningen her.

Alligevel er der læger der tror, at de ikke må ordinere opioidpræparater eller benzodiazepiner mod stofrelaterede abstinenser. Der er også læger, der er bange for at ordinere medicin i tilstrækkeligt store doser til at kunne afhjælpe abstinenserne. Ikke alle læger har erfaring med at ordinere så høje doser, som stofbrugere kan have brug for. Og det er altid lægen, der vurderer om dine abstinenser er behandlingskrævende. Det kan gøre det vanskeligt at få den behandling, man har brug for. Men måske kan de følgende råd hjælpe dig.

  1. Hold fast i, at du vil tilses af en læge.

  2. Henvis gerne lægen til denne hjemmeside.

  3. Hvis du kan, så få nogen til at tage med og støtte dig.

Hvis du bliver afvist, kan du klage over det. Det hjælper dig ikke i situationen, men det kan være med til at holde lægen ansvarlig og forbedre forholdet for stofbrugere i fremtiden. Du kan kontakte retshjælpen Gadejuristen, hvis du vil have vejledning eller hjælp til at klage.

Når du bliver tilset af en læge, skal lægen vurdere om dine abstinenser kræver behandling og om de er akutte. Har du opioidabstinenser, kan det være relevant at behandle med fx metadon eller buprenorphin-præparater som Suboxone eller Subotex.

Lægen skal følge nogle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen for præparatvalg og dosis. Så hvis lægen foreslår at behandle med et præparat eller en dosis, der ikke vil fungere for dig, er det vigtigt, at du forklarer lægen hvorfor. Det kan være meget svært at gøre på en pæn måde, når man har abstinenser, men det er vigtigt at undgå en konflikt med lægen.

Gadejuristen har produceret et lille rødt kort om retten til abstinensbehandling, som du kan have på dig og vise til lægen. Du kan se og bestille kortet her.

Udover det har Gadejuristen også produceret et lille gult kort, som oplyser dig om dine rettigheder, hvis du bliver taget med besiddelse af stof. Hvis du følger nogle specifikke kriterier, kan du slippe med en advarsel i stedet for en bøde.

Abstinensbehandling er normalt kun af kort varighed. Ønsker du at blive indskrevet i et egentligt behandlingsforløb, kan du kontakte din kommune. Det kan du læse mere om her.

Se også videoen herunder med flere råd til dig, der søger abstinensbehandling. Videoen er med Anja Plesner Bloch, formand i stofbrugerforeningen Brugernes Akademi, og Peter Ege, der er læge med erfaring med stofbehandling siden 1969.