Abstinensbehandling er (medicinsk) behandling, der er rettet mod at afhjælpe abstinenser eller de lidelser, som abstinenserne udløser. Behandlingen vil være forskellig, alt efter hvilken type abstinenser der er tale om, herunder om abstinenserne er knyttet til brug af alkohol, stoffer eller medicin.

I denne sammenhæng er fokus på stofbrugere og stofrelaterede abstinenser, da dette har vist sig at være forbundet med særlige barrierer i sundhedsvæsenet, både ved henvendelser om abstinensbehandling specifikt og i situationer, hvor abstinensbehandling er en forudsætning for effektiv behandling af andre alvorlige lidelser. Der er derfor også grund til at frygte, at disse barrierer vil kunne give væsentlige udfordringer i forbindelse med imødegåelsen af corona-epidemien.

I nogle tilfælde behandles stofrelaterede abstinenser med afhængighedsskabende lægemidler, som der gælder særlige regler for i autorisationsloven. Det mest væsentlige i disse regler står i autorisationslovens § 41, stk. 1, og kan opsummeres således:

• Alle læger må foretage enkeltstående ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler som led i abstinensbehandling af kort varighed.

• Er abstinenserne akutte skal ordination foretages straks.

Lovgivningen blev præciseret i 2019 for at sikre straksbehandling af akutte abstinenser hos personer med stofafhængighed. Du kan se mere om formålet med ændringen i lovforslaget her (se afsnit 2.6).

Afgrænsningen til enkeltstående ordinationer af kort varighed handler i praksis om, at sondre abstinensbehandling fra substitutionsbehandling efter sundhedslovens § 142.

Substitutionsbehandling indebærer længere behandlingsforløb, hvor afhængighedsskabende lægemidler ordineres med henblik på at erstatte (substituere) patientens brug af illegalt erhvervede stoffer eller medicin. Ved abstinensbehandling er formålet mere kortsigtet at afhjælpe de lidelser, som abstinenstilstanden forårsager hos patienten.

Sondringen mellem abstinensbehandling og substitutionsbehandling kan være vanskelig, da den lægelige ordination kan være præcis den samme. Efter autorisationslovens § 41, stk. 1, er det imidlertid udgangspunktet, at substitutionsbehandling kun må foretages af læger på særlige behandlingssteder og af sygehuslæger under en persons indlæggelse.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med at man fra politisk side har ønsket at placere ansvaret for substitutionsbehandlingen hos kommunerne, der også tilbyder social behandling efter servicelovens § 101. Mange kommuner har imidlertid indrettet deres behandlingstilbud på en måde, så de ikke har den fornødne kapacitet til at levere behandling, når den efterspørges.

Kort varighed er i lovens forstand ca. én uge, men i sådanne tilfælde vil patienten kunne modtage abstinensbehandling indtil substitutionsbehandling kan iværksættes. Det gælder også i tilfælde, hvor abstinensbehandlingen vil skulle fortsættes af en praktiserende læge eller en læge på en skadestue ud over en uges varighed.